Øen i søen og manden, der boede der

Det banker på min dør, og jeg rejser mig modvilligt for at åbne. Det er en af de dage, hvor sofaen synger sirenesang og kalder mig mod sine dybder, der vil sluge mig og aldrig give slip. Da jeg åbner døren er der ingen, men ved mine fødder starter et spor af knuste muslingeskaller, der tydeligvis er strøet ud med henblik på at blive fulgt. Sporet leder mig ud på en lang tur gennem skov og marker, og jeg er så optaget af min jagt på enden, at jeg kun svagt bemærker, at verden synes at være gået helt i stå omkring mig. Der er ingen mennesker på stierne, ingen fugle i træerne, ikke engang en vind til at bevæge græsset på engene, jeg passerer. Da muslingeskallerne stopper er jeg nået til en stor sø, som jeg ikke kender. Vandet spejler den skyfrie himmel, og der er stadig ikke en sjæl at se noget sted omkring mig. Men bag mig sniger en skikkelse sig hen mod min ryg. Jeg farer op i chok, da en finger lægger sig på min skulder, og der går adskillige sekunder, før jeg genvinder fatningen, og vender mig om mod fingerens ejermand. Det viser sig at være min ejermand, så at sige. Min mand ihvertfald.

Han tager mig i hånden uden at sige et ord, og fører mig ned mod bredden. I et svagt øjeblik lader jeg min hjerne distrahere mig, og jeg kommer i tanke om en sketch om en ond sø. Jeg begynder at fnise. Han kigger spørgende på mig, og jeg undskylder med et blik. Det er typisk mig, at grine midt i noget, der tilsyneladende er alvorligt. Da vi når til vandet, træder han langsomt et par skridt ud, bøjer sig ned, og samler noget op. Det er en kæde, der fører et sted ud i søen. Han trækker beslutsomt i kæden, og efter forbløffende kort tid dukker en vandscooter op til overfladen. Jeg tænker, at han må have parkeret den under vandet for at sikre sig, at ingen skulle stjæle den.

Vi sætter os på vandscooteren, han forrest og jeg bagerst. Da han sætter nøglen i tændingen er det som om, verden vågner fra en dvale. Som om brølet fra motoren vækker naturen fra en vintersøvn. Pludselig genopstår alle lydene og bevægelserne omkring mig. Fuglene kvidrer lystigt, en hund gør i det fjerne, og en sky driver dovent hen over himlen på den anden side af vandet. Der er stadig ingen andre mennesker, men langt ude i søen får jeg nu øje på det tydelige omrids af en lille ø. Vi sætter kurs mod den, og snart kommer et lille hus til syne derude. Da vi når nærmere, åbner døren i huset sig, og en mand træder ud. Han vinker til os, som om han har ventet på os.

Vi tøjrer vandscooteren til et træ og går i land på øen. Manden kommer luntende ned mod os, og hans smil er så skinnende og varmt, at jeg til at starte med slet ikke ser andet på ham. Han trækker mig ind i et hjerteligt kram, og da han slipper mig igen, ser jeg, at manden er Morten Messerschmidt. Han krammer også min mand, og siger, at han har savnet os. Han har kaffe og kage klar, så hvis vi bare vil følge med. Det gør vi, og han leder os ind i det lille hus. I det første rum har han indrettet en butik med keramik og børnetøj. Han siger, at det er den bedste idé, han nogensinde har fået. Og fordi vi er hans venner, må vi få 70% på alt i butikken.

Vi drikker kaffe og sludrer. Øen i søen ånder af fred og ro, og det er som om, vi trækker vejret på en helt ny måde, imens vi er der. Jeg er lykkelig og fuldendt. Og kagen er virkelig god. Dagen flyver, og snart er det blevet mørkt. Morten viser os til et gæsteværelse, hvor han har redt op til os. Vi lægger os under dynerne, og snart sover vi bedre, end vi nogensinde før har gjort.

Her slutter roen desværre, for den næste morgen bliver det underligt. Vi vågner, da vores dør bliver slået ind af en nøgen mand på omtrent 80 år. Han løber igennem værelse, imens han river sig i håret og skriger: ‘Han er død! Han er død! Åh nej, han er død!’. Vi skynder os i tøjet, og løber ud fra værelset. I stuen venter en betjent. Han meddeler os med sorg i stemmen, at Morten har taget sit eget liv ved at kontaktlime sin mund og næse sammen. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Vi sætter os på en bænk uden for, og forsøger at absorbere chokket.  Der går et stykke tid, før vi bliver enige om, at vi hellere må tage hjem igen. Men først går vi i butikken, og tager 70% af alle varerne.

Denys og Di og mig

I nat drømte jeg, at jeg sad på et værelse på et stort hotel. Landskabet mindede om Twin Peaks, og hotellet lignende i ret høj grad det fra Ondskabens Hotel, dog uden gysereffekterne med døde børn og Jack Nicholsons ikoniske psykopatudtryk. Værelset var indrettet med ubehandlede træmøbler i varierende nuancer, og på gulvet lå et nusset tæppe med pastelfarvede striber, der efter mange års slid ikke var til at se den store forskel på. Vinduerne var tildækket med blomstrede gardiner, der ikke burde hænge andre steder end i et dødsbo fra 70’erne. Jeg havde stirret misbilligende på dem i en rum tid, da døren gik op, og Denys Finch-Hatton listede ind. Han lukkede den forsigtig efter sig, og satte sig blødt på sengen ved siden af mig.

Jeg kiggede undrende på ham. Jeg forstod ikke helt, hvad han lavede på mit værelse. Det gik langsomt op for mig, at jeg i det hele taget følte mig ret desorienteret. Jeg var ikke sikker på, hvad jeg selv lavede på hotelværelset, og da jeg tænkte lidt mere over det, var jeg heller ikke sikker på, hvem jeg var. Jeg rejste mig langsomt fra sengen, og gik hen til spejlet, der hang ved døren til badeværelset. Jeg kiggede vurderende på mit spejlbillede. Jeg var iklædt en knælang himmelblå kjole og matchende hæle. Om min hals hang en perlehalskæde, som så dyr ud, og i mine øreflipper sad et sæt øreringe, der kombinerede perler og diamanter. Mit hår var kort, men feminint klippet i en frisure, der indrammede mit ansigt, og over panden sad et glimtende diadem. Jeg bevægede hånden op til mit ansigt og lod pegefingeren glide over mine ansigtstræk. Jeg var med det samme klar over, at jeg genkendte mit ansigt, men først efter lidt betænktningstid fik jeg sat mig selv i relation til verden. Jeg havde halvt forventet, at jeg ville være Karen Blixen – det var trods alt hendes elsker, der sad på min seng – men det var Prinsesse Diana, der kiggede undrende på mig fra spejlets flade.

Jeg vendte mig mod Denys, og kiggede på ham. Han mødte mit blik med rolige øjne. Jeg trådte hen mod ham, og rørte hans ansigt på samme måde, som jeg havde rørt mit eget. Så snart jeg rørte ham, gik det op for mig, at jeg elskede ham. Jeg kunne stadig ikke huske ham fra før, men jeg var ikke i tvivl om, at han var min kæreste eller elsker eller noget tilsvarende. Hans blik ændrede sig pludseligt, som om han kom i tanke om noget. Det gik op for mig, at han heller ikke kunne huske, hvorfor han var på hotelværelset, men han havde tydeligvis pludselig noget på hjerte. Han åbnede munden for at tale, men lukkede den igen uden at sige et eneste ord. Han så frustreret ud, så jeg lagde blidt min hånd på hans kind, og satte mig på hans knæ, inden jeg lagde hovedet på hans skulder, og ventede på at han skulle komme i tanke om, hvad han ville sige.

Han nåede ikke selv til svaret, for kort efter fløj døren til det ellers helt stille værelse op, og en lille, tæt mand væltede ind. Han svedte og var forpustet. Jeg spurgte ham, hvem han var, og han introducerede sig som hotellets ejer, John, men forklarede, at alle kaldte ham Fernando, så det kunne vi også bare gøre. Han fremstammede, gispende efter vejret, at journalisterne var her, og som ved et trylleslag gik det i samme sekund op for Denys og mig, hvad vi lavede på værelset. Vi var flygtet fra omverdenen for at være sammen, efter vores affære var blevet opdaget af en nærgående sladderspalteskriverske.

Denys rejste sig fra sengen med en pludselig og nærmest brutal bevægelse, så jeg måtte gribe fat i kanten på mit skrivebord for ikke at falde. Han sagde, at hans flyver ventede på taget, og at vi straks måtte derop. Jeg blev fyldt med en følelse af panik. Jeg var ikke helt klar over hvorfor, men jeg vidste, at han ikke måtte komme ombord på det fly. Jeg kunne mærke, at det ville blive hans død. Jeg overtalte ham til at flygte til fods, selvom han ikke var meget for det.

Over stok og sten gik det, gennem skov, sø og i en kort overgang også ørken. Mine sko klemte forfærdeligt, og min kjole blev fanget i grene, så da vi kom til en lille landsby, søgte vi ly i den lokale Kvickly. En ung mand stod i bageren, og han forklarede beklagende, at de lukkede 20 minutter senere, og at vi kun kunne få lov til at blive, hvis vi ville hjælpe med at vaske gulvet. Jeg tænkte kort, at det var ikke en opgave for en prinsesse, men som Denys sagde, så havde jeg opgivet mine royale forbindelser, da jeg flygtede med ham. Jeg vidste, at han havde ret, så jeg greb den balje, som den unge bagersvend rakte frem mod mig. Jeg kiggede ned i vandet, og tænkte, at nu begyndte mit nye liv.

Natalies fiskeforlystelse

På Bakken i Klampenborg, lige bag vandrutsjebanen, ligger en lille brostensbelagt gade, som ingen ser. Den er egentlig ikke svær at få øje på, hvis man kigger efter den, men der ligger ingen forlystelser på den, og derfor er den ikke tegnet ind på kortet over parken. Sådan plejede det ihvertfald at være, men det ændrer sig i den nye sæson, for der er blevet bygget et lille hus, lige der hvor gaden drejer mod højre og forsvinder ned ad en bakke.

Jeg blev kontaktet for nogle uger siden, og blev tilbudt at få den første prøvetur i den nye forlystelse, Natalies Fiskeforlystelse, som den så fængende skal hedde. Jeg takkede naturligvis ja, og derfor står jeg i dag foran døren til det lille hus i svinget. Det ser ikke ud af meget; Et brunt træskilt med hvid maling angiver navnet, men ellers er facaden ikke dekoreret på nogen måde. Skodderne er trukket for alle vinduerne, og der trænger ingen lyde ud fra huset.

Jeg kigger mig omkring, inden jeg træder hen til døren. Der er ingen mennesker på gaden, og jeg har en sær fornemmelse af skæbnesvangerhed, hvis man kan have sådan en fornemmelse. Jeg tager i håndtaget, åbner forsigtigt døren, og træder ind i forhallen. Så snart jeg har lukket døren bag mig, træder Natalie frem fra skyggerne i rummets fjerne ende. Hun er en lille kvinde, omkring 150cm høj, slankt bygget og med langt, kulsort hår, der ligger tæt ind til hendes hals og skuldre. Hun træder langsomt hen til mig, og kigger højtideligt på mig med et vurderende udtryk i ansigtet. Hun nikker stille, og stiller sig på tæer, inden hun hvisker i mit øre: “Min fisk er væk. Min sidste laks. Den er forsvundet. Du skal finde den til mig. Men pas på! Hvis du spiser den, så har du tabt.”

Jeg synker en klump, og nikker, så hun ved, at jeg har forstået opgaven. Den lyder relativt simpel, men jeg er ret sulten, og jeg kan ret godt lide laks. Jeg ved, at laksen er et sted i huset – i et af de andre rum – så jeg starter fra en ende af, og træder ind i det nærmeste lokale. Så snart jeg er derinde, fyldes min næse med duften af tilberedt fisk, og mine ører fyldes med en sydende og spruttende lyd fra panderne, der står hele vejen langs væggene. Overalt omkring mig ligger forskellige fiskeretter og bobler, og min mund løber i vand. Jeg bevæger mig resolut mod døren i den anden ende af rummet, fast besluttet på ikke at lade mig friste. Jeg går forbi den ene velduftende ret efter den anden, og jeg er næsten igennem udfordringen, da en af panderne pludselig bevæger sig, og begynder at skyde rejer imod mig – de rammer mig i ansigtet og på armene, som jeg beskyttende holder op foran hovedet. De er brandvarme, og de bliver skudt mod mig med en kraft, der kommer til at give mig blå mærker over det hele. Jeg sætter i løb, og kaster mig gennem døråbningen. Beskydningen stopper, og jeg ånder lettet op. Jeg har klaret den første udfordring, og jeg har ikke spist noget undervejs.

Det går lettere herefter. Jeg bevæger mig relativt ubesværet mellem rummene, som alle er udstyret med fisk og skaldyr, der på den ene eller anden måde angriber mig – en hummer spænder ben for mig, en aborre bider sig fast i min ankel og nægter at slippe, og en stime af små sild omringer mig, og synger julesange i et forsøg på at gøre mig bange. Men Natalies laks er ingen steder at finde.

Til sidst er jeg igennem alle værelserne, og den sidste dør leder mig ud i haven. ‘Haven’ er måske så meget sagt, det er nærmere en bilkirkegård. Overalt står gamle vrag, nogle af dem ryger, mens andre af dem tydeligvis har været fuldstændig døde i mange, mange år. En af bilerne adskiller sig dog fra alle de andre på to punkter: For det første er motoren tændt, og for det andet sidder der en laks på førersædet. Den ser stresset ud. Jeg går hen til den, og spørger, om den er Natalies laks. Den nikker hurtigt, men svarer, at jeg godt kan gå min vej. Den har besluttet sig for at flygte.

Jeg har egentlig medlidenhed med laksen, men jeg er så tæt på min sejr! Jeg tager en svær beslutning, og griber ud efter fisken. Den gør modstand, men jeg er større end den (og har hænder), så jeg får overmandet den, og bærer den tilbage til Natalie. Hun takker mig, og giver mig min belønning – et turpas til resten af forlystelserne og et gavekort til et livs forbrug af popcorn. Jeg forlader lykkelig forlystelsen, og glemmer alt om den stakkels laks.

Metamandag #5: Når drømmene forsvinder

Det er længe siden, jeg sidst har givet lyd fra mig herinde – meget længe endda. Der er to grunde til det. For det første har jeg startet en anden blog, Garnituren, hvor jeg skriver om mine kreative udfoldelser. Den adskiller sig primært fra denne blog ved at handle om virkeligheden – I kan se den her, hvis I vil.

Den anden grund, som står for en meget større del af ansvaret for min stilhed, er, at jeg ganske enkelt ikke har drømt en eneste drøm, som jeg kan huske, i mere end en måned. Og hvorfor så det? Jo, det forholder sig således, at jeg midt i januar stod med en lille pind i hånden. Og der var to streger på den. Det blev starten på en helt masse ændringer i min krop, som er gået totalt hormongrassat. Jeg lader mig fortælle, at alle graviditeter er forskellige, og den første måned af min bød på et sandt overflødighedshorn af mærkelige (og generende) symptomer. Jeg vil skåne jer for hele listen. Det jeg vil fremhæve er en helt ubeskriveligt stor trang til at sove. HELE TIDEN. Min kæreste begyndte efter få dage konsekvent at sende mig i seng kl 21, og jeg kan næsten ikke holde det imod ham, for efter kl 14 lignede jeg som regel en selvdød sæk kartofler af ren og skær udmattelse. Morfaren blev en fast del af min weekendrutine, og jeg blev enig med selv om at det var ok – jeg sover trods alt for to. Min gigantiske søvnsult betød, at jeg nærmest sov, inden mit hoved ramte puden, og jeg sov tungt. Så tungt, at jeg ikke længere befandt mig tæt nok på overfladen til at kunne fastholde de drømme, der måtte udspille sig under den.

Men nu bliver det ligeså stille og roligt bedre. Jeg har flere gange holdt mig vågen til kl 22, og i løbet af den sidste uge har jeg kunnet huske brudstykker af et par drømme. Jeg kan fx huske, at jeg forleden var med til at rive to højhuse i London ned, og at jeg i nat var til lægen, som erklærede, at min graviditet ville vare mindst 11 måneder, fordi jeg havde lavet det, han kaldte en ‘slow grower’.

Jeg håber, at udviklingen fortsætter – jeg savner mine drømme. Jeg brokker mig altid lidt over, at jeg sjældent føler mig udhvilet, fordi jeg sover for let og vågner hele tiden. Men nu, hvor jeg har fået en bid af kagen med tung søvn, ville jeg ønske, at jeg kunne spytte den ud igen. Kagen altså, ikke babyen. Den er jeg glad for – den har allerede hjulpet mig til yderst flatterende kælenavne, såsom Bøvsedronningen og Yveret, og det kan man jo ikke andet end sætte pris på.

Det’ bare bryster

Da lægerne fortalte mig, at jeg havde en knude i det ene bryst, tog jeg en rask beslutning om at få hele brystet fjernet. Min mormor døde alt for tidligt af brystkræft, så jeg var ikke i tvivl – jeg ville hellere undvære en forlygte end livet. Som sagt, så gjort. De bedøvede mig, og da jeg vågnede, vejede jeg et par hundrede gram mindre.

Jeg fortrød aldrig min beslutning, men jeg blev mindet om, at en del af mig uigenkaldeligt var væk, hver gang jeg kiggede i spejlet eller rakte armen frem og strejfede luften, der hvor der før havde været kød og blod. Jeg ved ikke helt, hvorfor min logik fungerer, som den gør engang imellem, men jo mere jeg tænkte over det, jo mere generede min krops nye manglende symmetri mig. Efter en periode, hvor jeg ikke vænnede mig til det, fik jeg flyttet mit tilbageværende bryst til midten af brystkassen. Det var ukonventionelt, men til gengæld var jeg igen i balance, og jeg var glad.

Og her indtraf en begivenhed, som jeg ikke havde forudset. Min krop kunne ikke forstå, at brystet var flyttet – det eneste den kunne fornemme var, at der ikke var nogen bryster tilbage, der hvor de fra naturens side havde siddet. Og det valgte den at kompensere for, ved at gro to nye, hvor de gamle havde været. Nu havde jeg tre. De var flotte nok, og de sad på en snorlige række, men jeg syntes stadig, at det var lidt i overkanten. Jeg lukkede mig inde i min lejlighed i flere dage, bange for at folk ville synes, at jeg var underlig, når de så mine mange attributter. Til sidst var jeg nødt til at gå ud efter mad.

Jeg iklædte mig min allerstørste sweater, og ud over den puttede jeg min største jakke, inden jeg svøbte min hals i et stort tørklæde, der hang ned over brystet. Jeg bevægede mig langs væggene ned til den lokale Kvickly, hvor jeg listede ind i butikken. Jeg nåede ikke at komme særlig langt ind, før tre unge mænd trængte mig op i et hjørne, og krævede en forklaring. De ville vide, hvad det var, jeg prøvede at skjule. De kunne fornemme, at jeg havde en hemmelighed.

Jeg nægtede grædende at fortælle dem, hvad jeg holdt for mig selv. Deres reaktion var at bære mig til den nærmeste sø, som de smed mig i. De hoppede selv i vandet, og holdt mit hoved fast under overfladen, indtil jeg var ved at miste bevidstheden. Da de trak mig op, lovede de mig, at næste gang ville de holde mig nede endnu længere, hvis ikke jeg tilstod nu. Jeg knækkede under presset, og fortalte dem om brysterne. Og så skal jeg ellers lige love for, at de blev flove. De kunne ikke undskylde nok – de vidste jo ikke, at der havde været sygdom inde i billedet, og hvis jeg havde sagt det, så havde de aldrig smidt mig i søen, sagde de.

Vi gik fra søen som venner, og oplevelsen havde givet mig mod på at fortælle andre mennesker min historie. Jeg rejste jorden rundt, og fremviste stolt min barmfagerhed, og efter nogle måneder udgav jeg en bog, Det’ bare bryster, som sørgede for, at jeg aldrig mere ville lide nød.

Min krop er et tomt hus

I nat startede min drøm med at jeg vågnede. Jeg lå i min seng, en stor dobbeltmadras redt med et væld af puder og tæpper, og der var helt stille omkring mig. Jeg undrede mig over, at der ikke var nogen lyde – der plejede altid at være gang i et eller andet i huset, min kusine sad sjældent stille, og hun lavede altid lyd af den ene eller anden art. Men i dag var der stille som graven. Jeg kravlede forsigtigt ud af sengen, og listede på tå over trægulvet til døren. Jeg åbnede den på klem, og lagde øret mod sprækken. En lav, skrattende lyd steg op fra etagen nedenunder.

Jeg bevægede mig langsomt ned ad den snoede trappe, og trådte varsomt over de knirkende brædder. Jeg var ikke sikker på hvorfor, men noget ved situationen sagde mig, at jeg ikke skulle opdages. Da jeg nåede stuedøren, en massiv trædør med afskallet maling på rustne hængsler, tittede jeg ind i det tilstødende rum. Min kusine sad på gulvet med ryggen til mig. Hun var fuldt optaget af noget på sofabordet, som hun knælede foran, men jeg kunne ikke se hvad det var.

Jeg rømmede mig forsigtigt, da jeg stod et enkelt skridt bag hende. Hun reagerede først efter et par sekunder, hvor hun meget langsomt rejste sig fra gulvet uden at se på mig. Hendes langsomme bevægelser stod i stærk kontrast til det tempo, hun uden varsel skiftede til, da hun greb fast om en kost, der stod ved siden af hende, og hun vendte sig mod mig i det hun svingede den for fuld kraft mod siden af mit hovede.

Da jeg kom til bevidsthed lå jeg på min seng igen. Jeg var nøgen, men dækket af en dyne. Hele min verden var tåget. Jeg kunne ikke bevæge min krop, og jeg kunne ikke tænke klart. Jeg fornemmede en skikkelse i nærheden af mit leje, og frem fra skyggerne trådte min kusine. Hun fortalte, at hun havde givet mig et nyt stof, som hun selv havde udviklet, og som hun forsøgte at sælge. Problemet var, at hun ikke var helt sikker på, hvordan det virkede på folk, så hun havde besluttet sig for at teste det. Og jeg var jo alligevel altid bare derhjemme, så hun så ingen grund til, at jeg ikke skulle være hendes første testperson.

Jeg forstod ikke helt situationen, men da luften blev forstyrret af lyden af sirener, vidste jeg, at noget var galt. Min kusine fik et skræmt blik i øjnene, og hun løb ud af lokalet. Hun vendte kort tid efter tilbage, og fortalte, at politiet holdt ude i gården. Hun havde samlet sine stoffer i en lille mulepose, som hun gemte på mit værelse – hun ville ikke fanges, og siden jeg nu alligevel havde stoffet i kroppen, ville det være let for hende at få betjentene til at tro på, at det var mig, der ejede dem, så hun kunne klare frisag.

Betjenten trådte ind på mit værelse, og stillede sig ved fodenden. Han kiggede på mig med et blik, som jeg ikke kunne tolke. Det var en blanding af afsky, medlidenhed og noget tredje, som jeg ikke kunne placere. Da han lagde sig ned under min dyne hviskede han, at han gjorde mig en tjeneste. At det her var bedre end at sidde i fængsel resten af mit liv. At min kusine havde reddet mig ved at lave en handel med ham.

Min krop forsøgte at vride sig i panik, men jeg havde stadig ikke magten til at bevæge den. Heldigvis havde jeg held nok til at vågne.

Forældrefejden

I nat måtte jeg slås for retten til at se min søn. Efter en lang og grim skilsmissebehandling, hvor alt hvad vi ejede var blevet gjort op i kroner og øre for at dele vind og vand lige, kom vi til spørgsmålet om, hvem der skulle have forældremyndigheden over vores fem år gamle søn. Min eksmand var en grimmer fyr, så jeg vidste godt, at han ikke ville være let at snakke med, og ganske rigtigt insisterede han på at han skulle have vores søn 7 ud af 7 dage.

Spørgsmålet endte i retten, hvor min chef blev indkaldt som vidne. Han tog plads på stolen, svor at sige sandheden, og blev derefter spurgt, om han mente, at jeg kunne tage mig ordenligt af min søn. Han kiggede grinende på mig og derefter på advokaten, hvorefter han udbrød: ‘Helt ærligt, se på hende – hun ville ikke kunne tage sig af en kaktus.’ Hele salen klappede, og dommeren slog hammeren i bordet, inden han gav min eksmand fuld forældremyndighed, og tilbød ham et polititilhold imod mig.

Jeg havde brugt en uge på at græde, da min telefon ringede lørdag aften. Det var min søn. Han lød bange og svag – hans stemme rystede og var hæs af sygdom. Han fortalte, at hans far og nye stedmor holdt fest, og at han ikke turde gå ud fra sit værelse. Jeg kastede mig i overtøjet, og fløj ud af døren, imens jeg forsikrede min søn om, at jeg snart ville være der.

Da jeg nåede frem til den bygning, de boede i, sneg jeg mig ind ad gadedøren, og løb op ad trapperne til tredje sal, hvor jeg sparkede døren ind. I lejligheden blev jeg mødt af en tyk sky af røg, der duftede mistænkeligt meget af noget andet end tobak, lyden af bragende høj musik og et gulv, der sejlede i alkohol. Der var opkast i hjørnerne, og igennem døren ind til stuen kunne jeg iagttage en abefest af dimensioner.

Jeg listede mig ind på børneværelset, hvor jeg fandt min søn, der var kravlet helt op i hjørnet af sin seng. Hele hans krop rystede, han var bleg som et lig, og koldsveden havde sat klamme spor ned ad hans pande, som håret klistrede sig til. Han var blevet utilgiveligt tynd på blot en uge, og det var intet problem for mig at løfte hans spinkle krop.

Jeg bar ham forsigtigt ud gennem lejligheden og ned ad trapperne uden at nogen opdagede mig. Nede foran holdt min lillebror i en stjålet bil, som vi skyndte os ind i. På vej mod grænsen til Tyskland, hvor jeg ville flygte til og starte forfra med min søn, stoppede vi på en tankstation. Jeg købte en bakke salat og fem rør med Pringles (de grønne) til turen, imens min bror tankede benzin.