I nat drømte jeg, at jeg sad på et værelse på et stort hotel. Landskabet mindede om Twin Peaks, og hotellet lignende i ret høj grad det fra Ondskabens Hotel, dog uden gysereffekterne med døde børn og Jack Nicholsons ikoniske psykopatudtryk. Værelset var indrettet med ubehandlede træmøbler i varierende nuancer, og på gulvet lå et nusset tæppe med pastelfarvede striber, der efter mange års slid ikke var til at se den store forskel på. Vinduerne var tildækket med blomstrede gardiner, der ikke burde hænge andre steder end i et dødsbo fra 70’erne. Jeg havde stirret misbilligende på dem i en rum tid, da døren gik op, og Denys Finch-Hatton listede ind. Han lukkede den forsigtig efter sig, og satte sig blødt på sengen ved siden af mig.
Jeg kiggede undrende på ham. Jeg forstod ikke helt, hvad han lavede på mit værelse. Det gik langsomt op for mig, at jeg i det hele taget følte mig ret desorienteret. Jeg var ikke sikker på, hvad jeg selv lavede på hotelværelset, og da jeg tænkte lidt mere over det, var jeg heller ikke sikker på, hvem jeg var. Jeg rejste mig langsomt fra sengen, og gik hen til spejlet, der hang ved døren til badeværelset. Jeg kiggede vurderende på mit spejlbillede. Jeg var iklædt en knælang himmelblå kjole og matchende hæle. Om min hals hang en perlehalskæde, som så dyr ud, og i mine øreflipper sad et sæt øreringe, der kombinerede perler og diamanter. Mit hår var kort, men feminint klippet i en frisure, der indrammede mit ansigt, og over panden sad et glimtende diadem. Jeg bevægede hånden op til mit ansigt og lod pegefingeren glide over mine ansigtstræk. Jeg var med det samme klar over, at jeg genkendte mit ansigt, men først efter lidt betænktningstid fik jeg sat mig selv i relation til verden. Jeg havde halvt forventet, at jeg ville være Karen Blixen – det var trods alt hendes elsker, der sad på min seng – men det var Prinsesse Diana, der kiggede undrende på mig fra spejlets flade.
Jeg vendte mig mod Denys, og kiggede på ham. Han mødte mit blik med rolige øjne. Jeg trådte hen mod ham, og rørte hans ansigt på samme måde, som jeg havde rørt mit eget. Så snart jeg rørte ham, gik det op for mig, at jeg elskede ham. Jeg kunne stadig ikke huske ham fra før, men jeg var ikke i tvivl om, at han var min kæreste eller elsker eller noget tilsvarende. Hans blik ændrede sig pludseligt, som om han kom i tanke om noget. Det gik op for mig, at han heller ikke kunne huske, hvorfor han var på hotelværelset, men han havde tydeligvis pludselig noget på hjerte. Han åbnede munden for at tale, men lukkede den igen uden at sige et eneste ord. Han så frustreret ud, så jeg lagde blidt min hånd på hans kind, og satte mig på hans knæ, inden jeg lagde hovedet på hans skulder, og ventede på at han skulle komme i tanke om, hvad han ville sige.
Han nåede ikke selv til svaret, for kort efter fløj døren til det ellers helt stille værelse op, og en lille, tæt mand væltede ind. Han svedte og var forpustet. Jeg spurgte ham, hvem han var, og han introducerede sig som hotellets ejer, John, men forklarede, at alle kaldte ham Fernando, så det kunne vi også bare gøre. Han fremstammede, gispende efter vejret, at journalisterne var her, og som ved et trylleslag gik det i samme sekund op for Denys og mig, hvad vi lavede på værelset. Vi var flygtet fra omverdenen for at være sammen, efter vores affære var blevet opdaget af en nærgående sladderspalteskriverske.
Denys rejste sig fra sengen med en pludselig og nærmest brutal bevægelse, så jeg måtte gribe fat i kanten på mit skrivebord for ikke at falde. Han sagde, at hans flyver ventede på taget, og at vi straks måtte derop. Jeg blev fyldt med en følelse af panik. Jeg var ikke helt klar over hvorfor, men jeg vidste, at han ikke måtte komme ombord på det fly. Jeg kunne mærke, at det ville blive hans død. Jeg overtalte ham til at flygte til fods, selvom han ikke var meget for det.
Over stok og sten gik det, gennem skov, sø og i en kort overgang også ørken. Mine sko klemte forfærdeligt, og min kjole blev fanget i grene, så da vi kom til en lille landsby, søgte vi ly i den lokale Kvickly. En ung mand stod i bageren, og han forklarede beklagende, at de lukkede 20 minutter senere, og at vi kun kunne få lov til at blive, hvis vi ville hjælpe med at vaske gulvet. Jeg tænkte kort, at det var ikke en opgave for en prinsesse, men som Denys sagde, så havde jeg opgivet mine royale forbindelser, da jeg flygtede med ham. Jeg vidste, at han havde ret, så jeg greb den balje, som den unge bagersvend rakte frem mod mig. Jeg kiggede ned i vandet, og tænkte, at nu begyndte mit nye liv.
metamorphina 